Hvad kendetegner Syrah?
Syrah er meget mørk fra det rubinrøde til det næsten sortrøde. Som regel mørkere end Cabernet Sauvignon. Syrah dufter i et bredt spekter af læder, peber, lakrids, kød og mørke, krydrede bær. Smager af de samme elementer og ofte med lidt animalske noter, understøttet af god syre og relativt højt tanninindhold. Druen arbejder godt sammen med fad, så noter af toast og vanilje vil som regel være en del af smagsspektret. Når vinen modner træder frugten i duft og smag mere i baggrunden og suppleres af en bred vifte af mere tertiære og udviklede elementer. Duft og smagskaraktererne vil være mere komplekse i vine fra den gamle verden og mere modne og sødlige i vine fra den nye verden.
Syrah er en reduktiv drue og kræver oftest modning min. 3-4 år for at åbne op. Hvis man drikker den før skal den dekanteres minimum 1 time før.
De bedste og mest klassiske vine kommer fra Syrahs vugge i det nordlige Rhône, Côte Rôtie, Hermitage, Crozes Hermitage, St. Joseph og Cornas og Barossa Valley i South Australia. Chile, Sydafrika og Californien er kommet med på kvalitetsvognen i de senere år.

De allerbedste kommer fra de små kvalitetsproducenter i Nordrhône, de gode store Rhône negocianter som Guigal og Chapoutier og de bedste store og små producenter fra Barossa.
De billigste gode køb
Kommer fra små producenter i Crozes Hermitage og fra det sydlige Rhône på Côtes du Rhône niveau, Costieres des Nimes og fra Californien og Washington. Syrah på Vin de Pays niveau fra Lanquedoc kan indeholde behagelige overraskelser. Syrah på Vin de Pays fra Bruyeres i Crozes-Hermitage er også en favorit.
Undgå
De billige Shiraz-vine fra de store brands, der oversvømmer markedet. Kan være udmærkede drikkevine, men er for anonyme og som regel ikke eksponent for druen. Smager som alt muligt andet – de er bløde og venlige og ikke mere. Præget af de meget høje udbytter og for meget teknik.
Vin og Mad
Syrah kræver kraftig kost. Madvillig, især hvis den ikke har fået alt for meget fad. De gode eksemplarer fra Rhône går fint til oksekød og vildt. En ribeye med masser af friskkværnet sort peber går fint til peberelementet i en god nordlig Rhône, se vores tip til krogmodnet oksekød her. Haresteg og kronvildt er lidt animalske i smagen og matcher også fint en god nordlig Rhône. Syrah vine med mere varme i udtrykket fra det sydlige Rhône går fint til kraftige simreretter fra det provencalske køkken.
Gode eksemplarer fra den nye verden går fint til oksekød stegt på grill med barbecuedressing. De vil også have sødme, power og friskhed til at matche en juleand.