Fri fragt
Levering 1-3 hverdage
Support: 8622 9400
Butikker i hele landet
Menu
Kurv
Vinipedia
Sæt den rigtige vin til maden
Læs mere

Vinene fra Mosel - en kendt region

Mosel er den mest kendte vinregion og dækker over det område, der tidligere var kendt som Mosel-Saar-Ruwer. Langt det meste vin, der produceres, er hvidvine med let krop og en forfriskende syre. Stilen er helt unik for området; det er vine, der ikke laves mage til nogen steder i verden, og det er nogle af vinverdenens mest undervurderede vine. Kvaliteten kan være skyhøj og man kan gøre helt fantastiske køb i 100-400 kr. klassen på trods af, at produktionsomkostningerne pr liter vin er blandt de højeste i verden pga de ekstremt stejle og næsten utilgængelige vinmarker.

Klimaet i Mosel er kølig kontinental med lune somre og kolde vintre. De bedste marker er på ekstremt stejle skråninger, hvor soleksponeringen er bedst. Floderne hjælper til at stabilisere mesoklimaet og give en større lysintensitet i markerne, men kan nogle steder også skabe frostlommer.

Der er risiko for frost i blomstringsperioden og der er stort set hvert år nogle dage med stærk nok frost til, at man kan producere Eiswein.


Druesorter og vintyper

Mosel har ca 9.000 ha beplantet med vin, men heraf er ca. 5.000 ha beplantet med Riesling, hvilket gør Mosel til verdens største Riesling-region. Selv om der dyrkes andre druesorter er Riesling som en tommelfingerregel, den eneste der laver vin af høj kvalitet i Mosel. Der findes naturligvis undtagelser, men de er få og det er ofte meget små produktioner. Prøv fx. den helt unikke Pinot Noir fra Martin Müllen, der kommer fra en lille parcel ved siden af topmarken Trarbacher Hühnerberg.

Til gengæld er de billige Grosslage-vine som Piesporter Michelsberg eller Zeller Schwarze Katz som regel lavet på Müller-Thurgau eller Elbling som er dyrket med meget høje udbytter på flade marker, chaptaliseret for at få nok alkohol og derefter sødet med süssreserve for at dække over bismagen fra den dårlige druekvalitet.

Områder i Mosel

Vinområdet Mosel strækker sig i store træk fra Trier i syd til Koblenz i nord, hvor floden løber ud i Rhinen.

Den nordligste del kaldes Untermosel eller Terrassenmosel og har de stejleste vinmarker i området og et relativt tørt klima. Vinene her fra er nogle af de kraftigste Mosel-vine og de tørre vine fra Terrassenmosel nyder stigende anseelse.

Indbegrebet af moselvin finder man i Mittelmosel. Her ligger de mest berømte vinbyer på stribe Bernkastel, Enkirch, Wolf, Erden, Ürzig, Zeltingen, Wehlen, Graach, Piesport og Trittenheim. Vinene herfra er frugtige med karakteristiske noter af æble og mandelolie og somme tider ananas og sorte kirsebær.

Saar og Ruwer er to bifloder, der i gode årgange præsterer de letteste og mest elegante vine, men som i svagere årgange kan vise tegn på undermodenhed.


Tips til gode vinkøb i Mosel

Mosel leverer noget af det bedste og noget af det værste vin fra Tyskland. Det kan være svært at finde rundt i. Fx vil en Piesporter Michelsberg være noget frygteligt sprøjt fra et stort kooperativ, mens en Piesporter Goldtröpchen fra en topproducent kan være noget af det mest sublime Riesling, man kan finde.

Gå efter prädikatsweine fra små kvalitetsproducenter – særligt kabinett fra Mosel er unikke vine med en uforlignelig lethed og elegance, der selv fra topproducenter sjældent koster over 200 kroner.

Relaterede artikler