- Inspiration
- Vinipedia
- New Zealand - det begyndte med Sauvignon Blanc
New Zealand - det begyndte med Sauvignon Blanc
New Zealand har på forunderlig vis formået at holde sig fri af den billige ende af markedet. Har flot løbende cementeret sit ry som producent af fine vine i den mellemste prisklasse.

Landet er kendt for både hvid og rødvin. De hvide vine udtrykker sig bedst på Sydøen, hvor klimaet er køligere.
Sauvignon Blancs succes
Det begyndte med Sauvignon Blanc og Cloudy Bay fra Marlborough i midten af 80’erne. Pludselig så man sprøde og vibrerende Sauvignon – vine med frisk, naturlig syre og på samme tid en overraskende, ny og meget intens aromaprofil. Som en krydsning mellem Sancerre og den nye verdens mere intense frugt.
Sauvignon er en aromatisk drue med god syre. Aromaprofilen slår godt igennem i vidt forskellige klimazoner, selvom det kølige giver de bedste resultater.
Vinene var og er sande cash-cows i New Zealand. Høst under konstante, solskinsrige forhold. Hurtig vinifikation og ingen fadlagring på små træfade bevirker hurtig aftapning og på markedet til gode priser 6 måneder efter høst.
Succesen har været konstant lige siden dette gennembrud og selv på et verdensmarked med overproduktion har de New Zealandske vinbønder ikke så store problemer med afsætningen.
Sauvignon er blevet moderne. Sauvignons succes på New Zealand har bevirket et boom i vine og plantninger med denne drue i en lang række lande fra den nye verden og i Europa.
Sauvignon Blancs succes har bevirket en fornyet interesse for andre druer. Chardonnay egner sig fint til Sydøens køligere klimaforhold og det samme gør Pinot Gris og Riesling. Det nyeste er Grüner Veltliner, der kun sjældent ses uden for Østrig, men som i Marlborough giver lidt fyldigere og mere afrundede vine end de østrigske hjemstavnsvine.