
Domaine les Bruyeres - David Reynaud, Crozes-Hermitage
David Reynaud på Domaine les Bruyères er en biodynamisk topproducent i Crozes-Hermitage. Familien solgte tidligere frugten til cooperativet i Tain, men siden 2001 har David selv markedsført vinene.
Ejendommen består af 15,5 ha i Crozes-Hermitage og 4,5 ha i bakkerne uden for appellationen. Derudover driver de 8 ha, der ejes af en barndomsven. Det meste af vinmarksarealet er dækket af Syrah, men der dyrkes også Marsanne og Roussanne til hvid Crozes samt en smule Viognier og Merlot, der bruges til IGP-vin.
Det meste markarbejde laves i hånden, og ved høsten foretages der en strikt sortering af druerne både i marken og inden vinifikationen.
Kælderen er beliggende helt under jorden, så al transport af druer kan foregå ved hjælp af tyngdekraften. Gæring foregår hovedsageligt i store betonæg, der giver en mere harmonisk gæring. Der svovles kun ganske let.