Domaine des Lises, Crozes-Hermitage
Domaine des Lises er grundlagt i 2003 da Maxime Graillot køber noget vinmark i Crozes-Hermitage. Jorden var indtil da blevet dyrket efter alle kemiske forskrifter, så det tog bl.a. noget tid før han rigtigt kunne arbejde med jorden, da rødderne var ret overfladiske. Økologisk dyrkning har med tiden fået rettet op på det og druematerialet er i dag fremragende.
Maxime er søn af den nu afdøde Alain Graillot. Alain Graillot var en af de mest berømte vinproducenter i Crozes-Hermitage og nok den første til at vise at man virkelig kan lave stor vin i den ellers relativt ydmyge appellation.
Det har siden 2008 været Maxime Graillot der laver vinene på Alain Graillot også - det foregår endda i samme bygninger. Stilen er dog med vilje noget anderledes end på Alain Graillot - mere saftig, frugtig og umiddelbar.
En vigtig forskel er at mens der for vinene fra Alain Graillot slet ikke afstilkes, så afstilker man 80-100 % på Domaine des Lises. Gæringen foregår naturligt og vinene modner på brugte fade fra topproducenter i Bourgogne som Domaine de la Romanée Conti. Maxime laver også vine på indkøbt frugt under navnet Equis.