
Bodegas Vetus, Toro og Rueda
Toro ligger på den spanske højslette med marker i 600-750 meters højde over havet. Området har mange solskinstimer, meget lidt nedbør, varme somre og kolde vintre og store temperaturforskelle mellem dag og nat.
Den meget sandede jordbund betyder, at Phylloxera-lusen flere steder ikke kan leve, og der er derfor en del marker i området, hvor vinstokkene er upodede.
Vinene fra området var kendte tilbage i middelalderen og har for nylig fået ny opmærksomhed efter at vigtige producenter i Rioja, Ribera del Duero og endda Bordeaux har fået øjnene op for områdets kvalitetspotentiale og har etableret bodegaer i Toro.
DRUESORTER
Tinta del Toro hedder den lokale variant af Tempranillo, og det giver god mening at skelne. Tinta del Toro har vokset i området i århundreder og har tilpasset sig det barske klima, hvilket er med til at give Toro-vinene deres ekstra intensitet.
Der dyrkes også Garnacha i området, men de røde vine skal laves på ren Tinta del Toro.
VINSTIL
De røde vine fra Toro er intense og koncentrerede med meget moden frugtighed i fin balance. De minder meget om vinene fra Ribera del Duero, men med lidt større intensitet og et lidt enklere udtryk. Generelt er prisniveauet lavere end i Ribera.
BODEGAS VETUS
Bodegas Vetus laver vin både i Toro og i naboregionen Rueda, hvor man har besiddelser i de højest beliggende marker med meget gamle vinstokke. Druesorten i Rueda er Verdejo, der giver Sauvignon Blanc lignende vine med stor friskhed.
Vetus er den del af Grupo Artevino, der også ejer Finca Villacreces i Ribera del Duero samt Bodegas Izadi og Bodegas Orben i Rioja.