
Marcel Lapierre, Morgon
Marcel Lapierre overtog driften af familieejendommen i 1973, det var dog først i 1981 linien blev stukket ud for at gøre ejendommen til en af de mest markante i Beaujolais. 1981 var nemlig året, hvor Marcel Lapierre mødte kemikeren, vinbobonden og visionæren Jules Chauvet, der som en reaktion mod den stigende mekanisering i markerne og stigende brug af kemi og manipulation i både mark og kælder, begyndte at forske i, hvordan man bedst muligt kunne lave vin uden brug af kulturgær og uden tilsætning af svovl. Chauvet blev Lapierres åndelige gudfar og Lapierre samlede en gruppe af kolleger omkring sig, som den berømte amerikanske vinimportør kaldte "The Gang of Four", selv om gruppen ret hurtigt talte flere medlemmer.
The Gang of Four kan vel betegnes som begyndelsen på den naturvinsbølge, der i dag har en del indflydelse i vinverdenen, særligt i restauranter og vinbarer i mange større byer.
Marcel Lapierre døde desværre af cancer alt for tidligt som 60-årig i 2010, men sønnen Mathieu og datteren Camille fører trygt arven videre.
I dag dyrkes biodynamisk og vinificeres helt naturligt - dog er man begyndt at tilsætte en anelse svovl ved flaskning for vine til eksport.
Stilen er helt fantastisk læskende og frugtig - rigtig og levende vin.