Aux Mages, Santa Barbara
I forhold til at vinen er lavet på Zinfandel, så er det duftmæssigt en temmelig lys vin, men alligevel ikke lys som netop smagte Trousseau, for der er mere farve og virker også i næsen lidt federe og varmere … måske endda lidt mørkere end 2024’eren. Der er dog fortsat nogle lidt mælkede noter med yoghurt, ymer og mejeri, mens frugten er jordbær, brombær, blommer og syltet lemon. Der er lidt sødme i frugten, mens den har et let fadpræg med sød tobak og nougat- Smagen er vild, uregerlig, solvarm, svag sødlig med varm smag, men alligevel med Emil Skyttes sædvanlige altid lette, luftige og æteriske signatur med denne lyse saftighed … jordbærsaft, rabarberjuice og så en lidt udefinerbar sjov note, hvorved det bliver en vild mundfuld med peber … saftigt, læskende, sødligt og pågående på samme tid.
Jeg har sagt det før. Emil Skytte er enten ufatteligt lærenem eller også er han et naturtalent. Og den slags findes som bekendt ikke. 10.000 øvetimer skal der til! Gu’ fanden kan zinfandel gøres frisk, gu’ fanden kan den guides til drik-mig-stadiet – også for syrehviskere. Her er der helt sikkert brugt helklaser eller hele bær i store mængder og den kunne være fra Morgon på gamay fra en hold-fingrene-fra-sagen-vinmager. Grænsen mellem på den ene side undermodenhed og misforstået idé og på den anden side præcis praksis og kreativitet og reelt omfortolkning af druesortens natur er finere end englehår. Resultatet tipper til den glade side.
Emil Skytte og hans kumpaner har kastet sig over den skammeligt forkætrede zinfandel – blandt andet fordi de vil vise, at man KAN skabe friskhed med druen, men også, er jeg sikker på, for bare at prøve den af, teste dens grænser og ikke mindst deres egne. Tillykke folkens! En herlig frugtig, naturligt sød, men IKKE restsød, drik helt uden nogen form for rhum, kreolervarme eller klistersødme… og alligevel er den stadig zinfandel. DET er kunsten, at bevare druens frugttearoma, og holde den fast i jordlig struktur. Klart naturpræget, prikkende vinsyre og mikrokulsyre, men bemærk eftersmagen med dvælende vægt. Af Faux Pas-vinene, som tenderer det popsaftige, så er det her den klart mest vellykkede – og jeg vil gå så vidt som at påstå, at vi er i gruppe med Sandlands og Broc Cellars’ referencevine for the new zin style. Ultrablidt pres på druerne, så kun de modne druer brister og afgiver saften. Jeg har faktisk aldrig smagt noget lignende! DET her er ægte hjertebarnsvin.
