Deliverance Zinfandel, Faux Pas
Rødvin

Deliverance Zinfandel, Faux Pas

Zinfandel fra meget gamle stokke oppe i det vindblæste Arroyo Grande Valley. Dette er ikke et normalt terroir for Zinfandel, og udtrykket er da også langt fra hvad man normalt kender længere oppe nordpå i Lodi.

Zinfandel modner ujævnt, hvilket normalt betyder at vinmagerne plukker når hele klasen er moden, med adskillige rosiner og meget modne druer som indgår i vinen. Vi har istedet plukket druerne, hvor vi syntes de var optimalt modne - med adskillige umodne druer på klasen endnu.

Disse klaser er blevet presset ekstremt blidt, så kun de perfekt modne druer brister og indgår i vinen, mens de umodne druer kasseres.
Macereret over 10 dage ved meget blid infusering og dernæst på gamle fade lige indtil flaskning.

Ekstremt lyst og saftigt i udtrykket med florale toner og lette krydderurter, men først en kerne af sødmefuld rød frugt, som viser sit sande ophav.

Servér denne vin for enhver Vinsnob med fordommene indtakt og se forvirringen udfolde sig!

Producent

Aux Mages, Santa Barbara

Danske Emil Skytte startede egentlig med et kinesisk-studie på Aarhus Universitet, men en brændende interesse for vin fik ham til også at tage WSET's Advanced Certificate for at få det teoretiske på plads og få mulighed for at smage meget forskellig vin på en struktureret måde.

Arbejde hos de bedste

Det førte til småjobs i den aarhusianske vinhandel, men på en tur til Italien fik Emil pludselig mulighed for at arbejde hos nogle af de bedste i Barolo, og så tog tingene fart. Arbejde hos Pete Gygax på Cascina Ebreo hos Mauro Veglio og hos Silvia Altare på Elio Altare førte videre til den dybt spirituelle og biodynamiske Elisabeta Foradori i Trentino. Muligheden for selv at lave vin blev en realitet hos naturvinsproducenten Ryan Roark på Roark Wine Company, hvor Emil fik mulighed for at producere sin egen vin.

Produktionen trækker på erfaringer fra alle de passionerede mennesker, Emil har mødt i vinens verden. For dem alle er vin mere end et nydelsesmiddel - det er en måde at udtrykke sig på, en måde at formidle naturen og en fortolkning af det sted, der har leveret druerne.