Irancy, Pinson Fréres
Rødvin

Irancy, Pinson Fréres

Lavet på Pinot Noir fra den lille, meget nordligt beliggende lille bourgogne-appellation Irancy. Gæret naturligt på stål og modnet et lille års tid på brugte fade. 

Irancy ses sjældent uden for Frankrig. Hovedmarkedet er Paris, hvor man godt kan lide lette og friske rødvine. Man kan sejle ad floder fra Irancy til Paris, så det har altid været hovedmarkedet for vinene herfra. Let og frisk med noter af røde bær og urter. Vinen har en markant syre og ret faste tanniner - elegant eftersmag.

Oplagt til charcuterie og paté - eller prøv den til barbecuemarinerede spare-ribs.

Producent

Domaine Pinson, Chablis

Familien Pinson har en af de længste historier i Chablis. Familien dyrkede druer i området helt tilbage i 1640. Pinson var også en af de første domainer til at aftappe vin under egen etiket, hvilket de gjorde allerede tilbage i 1940. I 1980'erne overtager de to brødre, Laurent og Christophe. I 2008 støder Laurents datter Charlène til efter endt uddannelse på vinuniversitetet i Beaune og i dag driver hun stedet i samarbejde med sin far - de står for vinificering og salg, mens Christophe er ansvarlig for arbejdet i markerne.

Pinson har virkeligt fremragende parceller og ejer små 3 ha Chablis, 7 ha Chablis Premier Cru og godt 2 ha Grand Cru. Alle deres Grand Cru besiddelser er på Les Clos, hvor de har fire parceller og laver to cuvéer.

Udover domainets vine laver far og datter en smule negociantvin under navnet Charlène & Laurent Pinson. De høster selv druerne og det er de samme parceller, der arbejdes med år efter år.

Der bruges ikke herbicider og pesticider og markerne pløjes for at undgå kemi. I kælderen er der stor diversitet - noget gæres på fad og noget på stål; det samme gælder lagringen. Hver parcel får individuel behandling i hver årgang - Charlène bruger sin intuition og erfaring. Der gæres naturligt.

Stilen er meget klassisk - fad bruges ikke for at give fadaromaer til vinene, men for at give en mikrooxidering, der giver lidt mere fylde. Undtagelsen er Grand Cru Les Clos Authentique, der altid får 100 % nyt fad.