Pommus - mousserende æblevin, Cold Hand Winery
Tør mousserende æblevin lavet på danske æbler af sorterne Elstar, Jonagold og Ingrid Marie. Flaskefermenteret efter den traditionelle metode.
Vinen er tør med en god syre, dejlige æblenoter og en behagelig eftersmag med flot bitterhed fra æblekernerne.
En god mousserende madvin, som egner sig godt til salte retter, skaldyr, fede retter med fisk eller fjerkræ og til svampe.
Pommus er produceret efter “den traditionelle metode” med flaskefermentering. Frugten er høstet og presset ved optimal modenhed og efterfølgende frosset. Ved optøning er mosten blevet kryokoncentreret, så både syre, sødme og ikke mindst aroma er blev forøget markant. Den koncentrerede most er dernæst spontanfermenteret og gæret helt tør, og derefter fyldt i champagneflasker og sat til 2. gæring. Sluttelig er vinen blevet håndvendt i champagnereoler og degorgeret.
Cold Hand Winery, Randers
Produkterne fra Cold Hand Winery er opstået ud fra ønsket om at levere frugtvin i verdensklasse. Intet mindre.
De vil ikke forsøge at lave vin på druer,da man er meget bedre til det andre steder. Man bruger de nordiske bær og frugter, som netop bliver allerbedst lige her. Sensommerdøgnets temperaturudsving giver nemlig den helt særlige nordiske syreprofil, som er både ren, frisk og guld værd.
De eksperimenterer på livet løs for at finde præcis de toner og noter, som får os tættere på verdens bedste frugtvin. Æbler, pærer, kirsebær, solbær, ribs, rabarber, stikkelsbær, kvæde, jordbær, hindbær, blommer, hyldeblomster og sågar gran har bogstaveligt talt været i tanken.
Entusiasme, fortælleglæde og iværksætter ånd gennemsyrer måden at drive vineri på. Æbler er ikke bare æbler, og kirsebær er ikke bare kirsebær.