Puligny-Montrachet 1. cru Folatières, Domaine de Montille
Hvidvin

Puligny-Montrachet 1. cru Folatières, Domaine de Montille

100 % Chardonnay fra 1. cru marken Folatières. Folatières er en af de bedste 1. cru marker i Puligny-Montrachet og kan give vine i en kvalitet, der ligger tæt på kvaliteten i de store Grand Cru vine på og omkring Montrachet. Domaine de Montille ejer 0,52 ha i den bedste del af marken - beliggende lige mellem Domaine Leroy's og Domaine Leflaives parceller. Montille dyrker biodynamisk og derfor er det vigtigt at naboerne også gør det - og naboerne er netop to af de mest prominente biodynamiske vinproducenter i verden (det er kun Domaine de la Romanée-Conti, der ellers er i den liga). Druerne høstes i hånden, presses forsigtigt i en pneumatisk presse, gærer naturligt på store og små egetræsfade og lagrer et år på fade - heraf ca 25 % nye. Derefter modner vinene på stål i nogle måneder og flaskes efter en ganske let klaring og filtrering.

Intens og samtidig ekstremt luftig i duften - orangeblomst, limesaft, marcipan og mineralitet i elegant samspil. Bygget op omkring syren, der er perfekt balanceret af frugtintensitet og mineralitet. Giv vinen luft på karaffel, hvis den drikkes inden den er ti år gammel. Montilles vine er opmærksomhedkrævende og tidskrævende - hvis man ikke giver dem opmærksomhed, giver de ikke noget igen; giver man dem den fornødne opmærksomhed, så belønnes man med nogle af vinverdenens dybeste oplevelser.

Til fisk, skaldyr eller kylling.

Producent

Domaine de Montille & Chateau de Puligny-Montrachet, Bourgogne

De Montille er et usædvanligt gammelt familieforetagende beliggende i Volnay. Domainet har en bred vifte af vine fra mange forskellige fremragende marker hovedsagligt i Cote de Beaune. De senere år har man bredt sig til Cote de Nuits, men udelukkende når der er mulighed for at få fat i de absolutte top-marker.

Hubert de Montille, der lægger navn til domænet, har været advokat i Dijon hele livet. I 1951 arvede han 2,5 ha vinmark i Volnay, og efterfølgende har han tilkøbt en del jord forskellige steder i Bourgogne, så ejendommen nu er på 17 ha. Som advokat kunne Hubert de Montille frigøre sig fra almindelige markedsmekanismer. Han lavede vine som han kunne lide dem uden hensyntagen til om de kunne sælges. Denne kompromisløse tilgang er netop blevet husets succes. Det er vine i en stil der måske ikke er umiddelbart forståelige men giver man dem tid i kælder og i glas, er vinene dybe, fascinerende og givende.
Hubert de Montille døde i 2014 og i dag drives domænet af sønnen Etienne de Montille, der tager sig af rødvinene og datteren Alix, der tager sig af hvidvinen.
Der har været dyrket økologsik siden 1995 og biodynamisk siden 2005, dog ikke med certificering. 
Vinifikationen er traditionel, lang tids udblødning, delvis afstilkning afhængig af årgangen (fx 100% i 2004 og 0% i 2005) og lagring på fade, heraf 20-30% nye.

Chateau de Puligny-Montrachet er en fornem ejendom med ca 20 ha topmarker hovedsageligt i og omkring Puligny-Montrachet. Slottet har været ejet af en bank, der brugte slottet til kursusejendom og vinene til forretningsforbindelser. De renoverede alt og lavede opulente vine, der ikke vakte stor interesse. I 2002 blev Etienne de Montille fra Domaine de Montille ansvarlig for produktionen af vinen på ejendommen. Han har lavet flere ændringer i mark og kælder - bla. er ejendommen omlagt til biodynamik og flere højteknologiske løsninger i kælderen er blevet udskiftet med mere lavteknologiske løsninger, der måske gør produktionen lidt mere besværlig, men mere skånsom for vinen. 

Det er imidlertid svært at forfølge ultimativ kvalitet, når der en ejer, der måske er mere interesseret i afkast end i kvalitet. Derfor har Etienne gennem en årrække arbejdet på at købe ejendommen, hvilket lykkedes i 2012. Købet blev til med en række kunder som medinvestorer og bl.a. ved at frasælge en stump af le Montrachet og Batard-Montrachet.