Godello las Tinajas, Bodegas Mengoba
Orangevin

Godello las Tinajas, Bodegas Mengoba

Orange vin lavet på 100 % Godello fra højtbeliggende marker (600 moh.) med gamle stokke.
Orange vin er teknisk set grønne druer, der er vinificeret som rødvin; dvs. skallerne ligger med mosten under gæring. Ofte er denne type vin lavet i en let oxideret stil, og det er ved oxidering af fenolerne at den orange farve kommer.
Druerne kommer fra to marker med gamle stokke på Godello; Espanillo har skifer i jordbunden mens los Quilos har grus.
Las Tinajas har fået navn efter de lerkrukker, vinen er vinificeret og lagret i. 
En del af klaserne kommes hele i lerkrukkerne, mens en anden del afstilkes og knuses. Vinen gærer og lagrer herefter 70 dage med skaller og stilke, hvorefter den presses og lagrer yderligere 6 måneder på Tinajas.

Vinen har en lys kobber/orange farve. Nogen dybde i duften - fin friskhed og en lille smule tanninbid.

Orange vin giver nye gastronomiske muligheder. Denne type vin minder dels om en hvidvin med dens rene frugt og har også nogle af rødvinens egenskaber qua tanninerne fra skallen. Prøv orange vin til fx pulled pork.

Producent

Bodegas Mengoba, Bierzo

Bierzo ligger i den nordvestlige del af Spanien. Interessen for Bierzo er stigende, og som vinregion ser det lovende ud - der er lokale druesorter af høj kvalitet og de bedste vinmarker er veldrænede med skifer og granit i jordbunden; helt perfekt for at lave mineralske vine med karakter. Rødvinene i området bliver primært lavet på lokaldruen Mencia, der giver afbalancerede og frugtige vine. Bierzo er en meget ny appellation fra 1989 i det nordvestlige Spanien vest for Toro og Ribera del Duero. Klimaet er en blanding af det kølige og atlantiske, som du finder i Galicien, og det mere kontinentale og varme, som vi ser det i Ribera del Duero og Toro. De bedste vinmarker ligger i over 500 meters højde over havet og har jordbund med skifer eller granit, men alt for meget vin i regionen dyrkes i fed jord i lavere højder og laver pæne, men uinteressante vine.

De hvide druer er Godello, Dona blanca og Palomino og de røde Mencia og Garnacha Tintorera samt Estaladina, der menes at være identisk med Trousseau. Godello er vinverdenens nye hvide darling. Både de hvide og røde har bedst af moderat brug af fade.

Stilarten for de både de hvide og røde er ranke og friske med fine noter af pære, æbler og brød i de hvide og letkrydrede noter af røde bær og krydderurter i de røde. De bedste vine har moderat eller ingen fadpræg, men ofte en spændende og kompleks indflydelse fra længere tids modning på gærresterne ”sobre lias” eller ”sur lie”. Spændende vinoplevelser!

Vi arbejder sammen med Gregory Perez fra Mengoba, der har etableret sig som et topnavn på linje med den traditionsrige Palacio familie. Han er født i Bordeaux, hvor hans karriere inden for vin startede med ansættelser hos bl.a. Grand Puy Lacoste og Cos d'Estournel.

Alle marker er udvalgt ud fra kombinationen af druesort, stokkenes alder, jordbund og eksponering. Gregory arbejder efter økologiske principper, men i særligt fugtige år er han nødt til at sprøjte en smule mod svampesygdomme. Alt markarbejde foregår i hånden; tidligere arbejdede han med okser i nogle af de ældste marker, men de er blevet skiftet ud med et lille bæltekøretøj, der er lidt mere driftsikkert, og meget skånsomt overfor jorden. Der vinificeres helt naturligt uden tilsætning af gær, brugen af nye fade er minimalt, og der udvikles hele tiden på tingene; orange vin vinificeret på tinajas, Godello lagret under flor på et gammelt sherryfad osv. Der arbejdes med otte principper for øje -  viden om jordbunden, Beskyttelse af biodiversitet, lokale druesorter, minimal sprøjtning (helst ingen, hvilket lykkes de fleste år), ingen ukrudtsmidler, lave udbytter, drueselektion i marken samt traditionel (naturlig) vinifikation og lagring. Den eneste grund til, at ejendommen ikke er økologisk, er at Gregory i særligt svære år er nødt til at sprøje mod svampesygdomme. Dette gøres minimalt og meget sjældent.

Stilen i vinene er fantastisk ren og mineralsk – fantastiske madvine og fantastiske vine i det hele taget.