Vintage Port, Quinta do Infantado
Hedvin

Vintage Port, Quinta do Infantado

Vintage Port er fra et enkelt år, hvor kvaliteteten af druerne er meget høj. Hos Quinta do Infantado laves Vintage af den bedste frugt. Ingen afstilkning og ingen filtrering. Lagring på store fade med en alder på over 100 år.

Alt druemateriale til Infantados vine kommer fra A-klassificerede marker og trædes med fødder i de traditionelle lave kar, lagares. Begge dele er noget, der normalt reserveres for Vintage Port. Hos Quinta do Infantado gæres vinene lidt længere inden forstærkning, hvilket giver et lavere sukkerindhold og en mere vinøs stil.

Producent

Quinta do Infantado, Porto

Quinta do Infantado er grundlagt i 1816 af den portugisiske kronprins Pedro IV. De seneste ca 100 år har quintaen været ejet af familien Roseira, i dag drevet af Joao og hans svigerinde Catherine. Alle de godt 40 ha vinmarker har A-klassifikation; alle marker til portvin får points for en række forskellige faktorer - markens højde over havet, jordbund, beliggenhed, opbindingsmetode, hældning, soleksponering, beplantningstæthed, jordens beskaffenhed, vinstokkenes alder, læforhold, druesorter - og det samlede pointantal klassificerer markerne mellem A og F. A-marker kan således sammenlignes med Grand Cru. Quintaen er også beliggende ved byen Pinhao som er centrum for den allerfineste del af Portvinslandskabet.

Der er 76 tilladte druesorter til fremstillingen af portvin. Det er dog kun 29 sorter, der anbefales, og så er der fem sorter, der betegnes som ædle. På Quinta do Infantado udgøres 90 % af vinstokkene af de tre ædle sorter Tinta Roriz, Touriga Nacional og Touriga Franca.

Alle druer høstes i hånden og fremstillingen er meget traditionel; druerne trædes med fødderne i lave cementkar, de såkaldte "lagares", hvilket giver en blid, men hurtig ekstraktion af farve, tanniner og smagsstoffer. Hos Quinta do Infantado gærer man vinen til et højere alkoholniveau inden man forstærker den. Det giver en mere vinøs, mere stoflig og mindre sød portvin. A-klassificerede marker og den traditionelle fremstilling vil hos de fleste portvinshuse være reserveret til Vintage-port, men på Quinta do Infantado er det alle vinene - fra almindelig ruby til vintage - der er lavet på denne måde.

Indtil 1986 skulle alt portvin flaskes i Vila Nova de Gaia, hvilket forhindrede små producenter i at flaske deres egen vin, da det var for dyrt at have to lokationer. På Quinta do Infantado har man dog selv flasket vine siden 1979 og huset er dermed en af pionererne inden for Quinta-flaskede vine. 

Kvaliteten er på vinene er skyhøj; de er stoflige og karakterfulde og så gør det lavere sødmeniveau vinene meget velegnede i gastronomisk sammenhæng.