Fleurie Roche Guillon, Domaine de Fa (Graillot)
100 % Gamay fra marken Roche Guillon i Fleurie. Roche Guillon er en stejl mark, der går op i en højde af 350 meter over havet. Jordbunden er pink granit med ler og vinstokkene har en høj alder. Der dyrkes biodynamisk, men ind til videre er de kun certificeret økologisk. Vinificeret med hele klaser semi carbonique og modnet på 2-3 år gamle, store fade.
Elegant og mineralsk med noter af kirsebær, skovjordbær, hvid peber, røg og viol. Stor intensitet, saftig friskhed, markant mineralitet og flot længde - super glas cru-Beaujolais.
Til charcuterie, røget andebryst, stegt kylling - til grill, til marineret kød.
Domaine de Fa, Beaujolais
Alain Graillot og hans to sønner Maxime (vinmager på Alain Graillot og Domaine des Lises) og Antoine havde længe været på udkig efter de helt rigtige marker i Beaujolais, da de i 2013 fik muligheden for at købe 5 ha med gamle stokke på Côte de Besset ved Saint-Amour. Jordbunden er pink granit og den 5 ha store parcel strækker sig over både Saint-Amour, Beaujolais Villages og Beaujolais. Senere er det blevet til yderligere marker i Saint-Amour og i Fleurie.
Der dyrkes biodynamisk (økologisk certificeret) og vinificeres helt naturligt med hele klaser og semi-carbonique. Efterfølgende lagring sker på store, brugte fade.
Stilen er ren frisk, med elementer af urter og mineralitet, der afslører slægtsskabet til Graillots eftertragtede vine fra Crozes-Hermitage.