Gigondas Clos Derriere Vieille, Santa Duc
Rødvin

Gigondas Clos Derriere Vieille, Santa Duc

Nyhed fra Santa Duc. Enkeltmarksvin lavet på 80 % Grenache, 10 % Syrah og 10 % Mourvèdre fra træomkranset mark, hvor druerne får en langsom modning pga skygge om formiddagen og sol eftermiddag/aften. Høstet i hånden, gæret naturligt og modnet 18 måneder på store fade og amforaer af terrakotta.

Tæt frugtig næse domineret af meget modne hindbær og brombær med fine florale og animalske noter. Fyldig smag med masser af frugtighed holdt i ave af kølig herbalitet og frisk syre. Lang eftersmag.

Ung vin, der passer perfekt til lammekølle provencale, men som også klæder oksekød, kraftige retter med svinekød og løbende vildt. Serveres lidt til den kølige side, så bevarer den mest mulig friskhed (ca 15 ºC).

Producent

Domaine Santa Duc, Gigondas

Santa Duc blev etableret af familien Gras i Gigondas i 1874 - navnet kommer egentlig af "Canta Duc", der er navnet på en ugleart, men det er med tiden blevet til Santa Duc.
 
Yves Gras overtog roret på Santa Duc i 1985. Yves er energisk og initiativrig og han har formået både at hæve kvaliteten på husets vine, så 90'ernes helt toneangivende vinanmelder Robert Parker allerede midt i 90'erne skriver, at "Yves Gras is the reigning superstar in Gigondas".
 
Samtidig med at Yves har hævet kvaliteten i de bedste vine, har han udnyttet sit kendskab til lokale dyrkere og marker til at opbygge en succesrig negociantvirksomhed, der bl.a. har resulteret i Bichels store salgssucces "les Plans", der år efter år har leveret en usvigelig sikker høj kvalitet til en pris, hvor alle kan være med. Les Plans dukker sjældent op i de internationale vinmedier, men når vi sender den ind til de danske avisers tests af hverdagsvine, kommer den næsten altid ud som vinder - senest i Politiken i uge 42, hvor den blev "Ugens Vin".
 
Moden i 90'erne var stor koncentration i vinene kombineret med lagring på nye, små egetræsfade, men da vi havde besøg af Yves i 2009, sagde han, at han selv havde svært ved at drikke et helt glas af sin egen topvin Gigondas Hautes Garrigues. Denne konstatering indvarslede et stilskift i vinene fra Santa Duc. De små fade blev skiftet ud med store fade og vinene var stadig koncentrerede, men der kom mere friskhed og syre i dem.
 
2009 var også året, hvor Santa Duc begyndte at arbejde mod en økologisk certificering, der trådte i kraft i 2012 - et naturligt skridt, da Yves alligevel havde arbejdet økologisk, siden han overtog ejendommen i 1985. 2012 var også året, hvor det lykkedes Yves at købe en parcel i Chateauneuf-du-Pape - ikke nemt at få lov til, når man kommer fra Gigondas. Første årgang af Habemus Papam var 2010. Siden er det blevet til flere parceller, så huset i dag ejer tæt på 4 ha og producerer 4 forskellige vine i Chateauneuf.

Skridtet fra økologi er gået videre, så Santa Duc fra 2017-årgangen er certificeret biodynamisk.
 
2017 er også på andre måder en milepæl for Santa Duc, da Yves Gras’ søn Benjamin overtog ansvaret for vinene. Benjamin er uddannet ønolog i Bourgogne og har som led i sin uddannelse efterfølgende haft et år hos Domaine de la Romanée Conti. Verdens mest berømte vinproducent er selvfølgelig også verdens mest eftertragtede lærested, og de tager én praktikant om året. Benjamin var den heldige, og i det år var han en del af familien Villaine og havde daglig omgang med verdens mest eftertragtede vine.
 
Benjamin har stået for transformationen til biodynamik og han har været med til at indføre amforaer af terrakotta-ler til fremstilling og lagring af vinene.

"It's no exaggeration to say that well-traveled Benjamin Gras is crafting some of the most elegant and soulful wines in the Southern Rhône" - Joe Czerwinski i The Wine Advocate
 
Resultatet er større friskhed, renhed og definition. På mange måder er den transformation, der startede omkring 2009 nu fuldbyrdet. Efter en række år med pæne anmeldelser, hvor vinjournalisterne måske ikke helt kunne forstå hvad der var ved at ske hos Santa Duc, så bliver vinene nu rost til skyerne over én kam af de førende internationale medier; Wine Advocate, Vinous, Jancis Robinson og James Suckling giver alle fantastiske ratings til domainets vine. 

Famille Gras er navnet på Santa Ducs negociantfirma. Det vil sige, at når der står Famille Gras på etiketten, er det vine overvejende lavet på indkøbte druer.