Brunello di Montalcino, Potazzine
100 % Sangiovese Grosso fra markerne Le Prata, der ligger i ca 500 moh. og La Torre, der ligger noget sydligere i ca 320 moh. Druerne dyrkes økologisk (dog ikke certificeret), alt arbejde foregår i hånden og vinen vinificeres på den mest naturlige måde med druernes eget gær. Druerne macererer og gærer 30-35 dage, hvorefter vinen lagrer 38-40 mdr. på store 3000 liters fade af slavonsk eg. Efter fadlagringen lagrer vinen 1 år på flaske, før den sendes på markedet.
Intens og kompleks duft af kirsebær, jordbær, hindbær, roser, viol, lakrids og ceder. duften udvikler sig konstant i glasset og giver hele tiden nye nuancer fra sig.
Smagen er på en gang elegant, forfinet og meget intens og vedholdende. Fantastisk balance af frugt, tannin og syre.
Sangiovese-vine er generelt mellemfyldige med ret høj syre og et medium tanninniveau. Det gør dem velegnede til fjerkræ, kalv og indmad - kødtyper, hvor smagen ikke må blive overdøvet, men som samtidig kræver lidt modstand af vinen for at matchet skal blive perfekt.
Le Potazzine, Montalcino
Le Potazzine er et lille familiefirma, der begyndte at producere vin i slutningen af halvfemserne. Navnet hentyder til nogle lokale, livlige småfugle og det er også kælenavnet for de to døtre, der blev født omkring grundlæggelsen af ejendommen.
Gigliola Giannetti er indfødt i Montalcino. Hun startede sin karriere i vinverdenen hos Biondi Santi - den mest ikoniske og den originale producent af Brunello di Montalcino. Hun driver også en restaurant i byen og har arbejdet for Brunello-konsortiet inden hun købte de højtbeliggende marker, der i dag leverer druer til le Potazzines elegante Brunello'er. De to døtre Viola og Sofia er i dag voksne og involveret i arbejdet på gården.
Der dyrkes vin på 5 ha - 3 ha - Le Prata er en sydøstvendt mark i ca 500 moh - ligger lige uden for døren og La Torre, en sydvestvendt mark beliggende i den sydlige del af Montalcino ca 320 moh. Der dyrkes økologisk, dog uden certificering, og vinifikationen foregår naturligt uden tilsætning af gær. Vinifikation og lagring foregår på stål og store fade af slavonsk eg. Vinifikationsrummet ligger på ejendommen lige ved Prata-marken og lagringskælderen ligger lige under vinifikationsrummet, så al vinen kan flyttes vha tyngdekraften uden brug af pumper.
Den eneste drue er Sangiovese Grosso og alle marker ligger inden for Brunello-appellationen. Naturlighed i mark og kælder og så frisk et udtryk som muligt - dette er Sangiovese i sin reneste og mest elegante version.