Riesling GG Escherndorf am Lumpen 1655, Rainer Sauer
Riesling fra den bedste mark i Franken - Grosse Lage Escherndorf am Lumpen 1655. Grosse Lage er den højeste kategori i VDP' vinmarksklassificering og svarer til Grand Cru i Bourgogne.
Meget intens vin med udpræget mineralitet og frugtnoter af aæble, pære, melon og citrus. Rig og fyldig vin med høj syre og stor længde. Vil vinde yderligere ved udvikling.
En vin, der klarer stort set alt mad. Prøv den til fyldige retter med fisk eller skaldyr, eller giv vinen en udfordring med svineskank og surkål. Vinen vil hæve de fleste retter til en gastronomisk oplevelse.
Rainer Sauer, Franken
Rainer Sauer er en af områdets førende producenter, og sønnen Daniel er gradvist ved at lægge om til Biodynamisk drift - målet er "moderne vine med traditionelle metoder". Daniel har uddannet sig i Californien og forskellige steder i Europa. Den tyske landbrugsorganisation gav ham prisen for 'Årets unge vinmager' i 2011. Daniel har stået i spidsen for en gennemrenovering af ejendommen, der blev fuldført i 2015. Fra ca. 2020 har generationsskiftet været fuldbyrdet og Daniel er i dag eneejer af ejendommen men far Rainer er stadig med på sidelinien lige som vinhuset har beholdt hans navn. Familien råder over 14 ha vinmark, der hovedsageligt er beplantet med Silvaner på de fantastiske marker i Escherndorf der har unikke jordbundsforhold og en optimal eksponering. Medlem af den prestigefyldte organisation VdP - Verein Deutsche Prädikatweingüters - siden 2010. Økologisk certificeret fra 2022.
I den tyske vinguide Eichelmann får Rainer Sauer 5 stjerner og prædikatet "Weltklasse Weingut", lige som Gault Millau fremhæver Rainer Sauer som topproducent i Franken. Selv om det er en lille producent laves der et væld af vine. De fleste er tørre vine på Silvaner-druen og Sauer kan nok præsentere den største bredde af stilarter i den kategori. Ikke nok med at de laver en række vine efter VDP's markinddeling med Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage Escherndorfer Lump og Grosse Lage Escherndorfer am Lumpen 1655, man laver også tre vine på højt niveau i forskellige stilarter; Silvaner "L" fra den stejleste del af Lump-marken, Silvaner Freiraum har macereret med druerne i fem dage inden gæringen, hvilket giver en ret eksotisk og fyldig stil og endelig Silvaner AB OVO der er lavet på biodynamisk dyrkede druer og gæret i en æggeformet betonbeholder, hvilket giver en krydret og mineralsk stil.