Amarone della Valpolicella Classico, Begali
Rødvin

Amarone della Valpolicella Classico, Begali

Lavet på 65 % Corvina, 30 % Molinara og 5 % andre lokale druesorter. Druerne tørres naturligt i et luftigt tørrerum fra oktober til januar. Efter vinificering modnes vinen på store 2000 liters fade i ca 40 måneder og derefter minimum et halvt år inden vinen frigives til salg.

Rig og fyldig med noter af både modne blåbær, kirsebær og rosin. Smagen er ligeledes fyldig og intens, men uden at miste friskhed. Let bitterhed i eftersmagen. Fantastisk vinøs Amarone med flot balance og længde i eftersmagen.

Velegnet til kraftige retter med oksekød eller lam. Også en herlig julevin som ledsager til anden. Ellers gem den i minimum 10 år og drik den som meditationsvin.

Producent

Begali Lorenzo, Valpolicella

"If you can name but two producers in Valpolicella (I’m betting they are Dal Forno and Quintarelli), it’s now time to add a third: Lorenzo Begali." The Wine Advocate - Monica Larner

Begali Lorenzo blev anbefalet til os af Federico Scarzello. For ham var Begalis vine uden sammenligning de bedste fra Valpolicella. Ejendommen på 12 ha vinmarker blev grundlagt lige efter anden verdenskrig, Lorenzo Begalis første årgang var 1986 og i dag laves vinene i samarbejde med sønnen Giordano og datteren Tiliana. 

Begali er medlem af Amarone Families - en eksklusiv forening, der tæller tretten af de bedste familieejede vingårde i Amarone. Amarone Families er grundlagt for at holde fanen højt for Amaronevine og for at vise et modbillede til den enorme mængde af dårlig Valpolicella-vin, der oversvømmer supermarkederne. Som medlem af Amarone Families forpligter de sig til at følge traditionen og altid stræbe efter den højeste kvalitet.

Markerne er på skråninger og man bruger den traditionelle pergola-opbinding, hvor vinplanterne nærmest danner et tag. Denne opbindingstype er ellers blevet mindre populær blandt kvalitetsproducenter, da den kan give meget høje udbytter. Hos Begali holder man fast i Pergola og siger, at gjort på den rigtige måde, kan opbindningsmetoden være med til at holde et lavt, naturligt udbytte. Faktum er i hvert fald, at Begali laver vine, der bibeholder en flot balance og friskhed i de ellers tætte Amarone og Ripasso-vine.

Da vi selv smagte vinene, faldt vi for deres renhed og flotte balance.