Cotes du Jura Vin Jaune, Florent Rouve
Hvidvin

Cotes du Jura Vin Jaune, Florent Rouve

Lavet på 100 % Savagnin fra Jura og lagret på brugte 228-liters fade i 6 år og 3 måneder under voile (slør) - en film af gærceller, der lægger sig oven på vinen og beskytter den mod oxidation. Nogenlunde det samme som sker i Sherry for typerne Fino, Manzanilla og Amontillado. Lagringen sker i lokaler med flukturerende temperaturer hvilket påvirker udviklingen af gærfilmen.

Vinen er flasket i en traditionel 62 cl. clavelin - efter sigende fordi 62 cl. er det der er tilbage af en liter efter 6 års lagring.

Dyb næse med elementer af nødder, citrusskal og krydderier. Stor intensitet i smagen - kan minde om fino-sherry, men med mere syre. Udvikler karrylignende noter med alderen og kan gemmes i minimum 25 år fra høståret.

Et klassisk match til Vin Jaune er Poulet de Bresse tilberedt i Vin Jaune og smagt til med fløde. 
Perfekt til Comté-ost og andre smagfulde komælksoste.

Prøv den i det nye Zalto Balance glas 

Producent

Jean Rijckaert, Jura

Det køligere klima i Jura giver vine med en fast, sprød syre og forunderlige strejf af tør sherry, der gør vinene særdeles interessante i mad/vin sammenhænge.

Jean Rijckaert henvendte sig til os og spurgte om vi var interesseret i et samarbejde. Vi faldt for den faste, madvenlige stil! Rijckaert arbejdede tidligere sammen med Guffens på Verget, men han blev træt af Guffens lidt for kommercielle stil både mht. vinifikation og markedsføring og gik sine egne veje. Rijckaert er eksponent for en fast, personlig stil med vægt på koncentration, mineralitet og friskhed, der reflekterer terroir så meget som muligt. Arbejder især meget intensivt med presningen.
"Mine vine er ikke aperitifvine, men madvine – de er mere asketiske end opulente, men med stor koncentration" siger Rijckaert. Vinene har godt af et par år på bagen. 

Rijckaert ønsker også en stærk oxidativ indflydelse på vinen for at give mere kompleksitet. Når der samtidig ønskes friskhed bliver det ofte en skarp balancegang. Friskheden opnås gennem et generelt højere syreindhold, der opnås gennem lang, nænsom presning, hvor Rijckaert udskiller den mest syrefattige del fra presningen, der i praksis er den inderste del af pulpen. Herved mistes ca. 15%. Vinene har både gæring og modning på små fade.
 
Siden 2013 har driften været styret af Florent Rouve med Jean og Madame på sidelinien.
 
Det er vine, der ved første indtryk kan virke lidt utilnærmelige. Men ved nærmere smagning afslører de en stærk personlighed og en befriende anderledes smagspalet. Sammen med mad bliver der virkelig åbnet op!
 
Laver vine fra egne marker og på opkøbte druer. Grøn etiket ved egne druer og brunlig ved opkøbte. Ved de opkøbte nævnes, hvilken vinbonde, der har dyrket druerne. Det er moderne sporbarhed!