Côtes du Rhône, Domaine Clos Romane
Rødvin

Côtes du Rhône, Domaine Clos Romane

Meget, meget flot Côtes du Rhône lavet på 60 % Grenache, 30 % Syrah, 5 % Mourvèdre og 5 % Carignan fra vinstokke med en alder på over 60 år. Høstet i hånden og vinificeret helt traditionelt; dvs ingen tilsætning af gær, ingen klaring eller filtrering og kun ganske lav svovling ved flaskning.

Virkelig lækker duft med karaktér af friske, modne bær - brombær, hindbær, jordbær, kirsebær og med fine noter af peber og en smule kanel. Smagen lever helt op til duften med saftig, intens og utrolig velbalanceret og læskende frugt.

Rød Rhônevin i denne kvalitet er fremragende madvin. Går bredt til kødretter og passer godt til både stegt og braisseret kød og klarer snildt fedme og kraftige smage. Server gerne en smule afkølet, det fremmer friskheden i vinen.

Producent

Domaine Clos Romane, Cairanne

Clos Romane i Cairanne drives af ægteparret Nadine og Stéphane Charancon. Ejendommen er relativt ny på den måde at første årgang under egen etiket var 2011. Stéphanes familie har dog dyrket vin i Cairanne i fire generationer. Fra starten har vinene fra ejendommen markeret sig blandt de bedste i Cairanne. 
Clos Romane har ca. 30 ha vinmark - generelt med gamle vinstokke og spredt rundt i kommunen med både højt og lavt beliggende vinmarker. Alt høstes i hånden og druerne sorteres grundigt inden vinifikation. Vinifikationen er helt naturlig - gæring på cementtanke uden tilsætning af kulturgær, ingen klaring eller filtrering og kun ganske lav svovling ved flaskning.
Vinene har en flot intensitet uden over-ekstrahering, men med saftig frugt, læskende balance og elegant terroir-præg.