Cornas, Auguste Clape
Rødvin

Cornas, Auguste Clape

100 % Syrah fra parceller, hvor vinstokkene har en alder på henholdsvis 30, 50 og 60 år med enkelte stokke, der er over 100 år gamle. Vinificeret naturligt uden afstilkning på cement og lagret 22 måneder på store, gamle foudres.

Flot duft med elementer af brombær, viol, peber, krogmodnet kød og røget bacon. Smagen er på een gang intens og elegant.

En forholdsvis kraftig vin med animalske indslag og god mineralitet, faste tanniner og fin syre passer godt til kødretter med masser af smag. Det er en vin, der under de rette forhold har et langt liv foran sig, og den vil selvfølgelig ændre karakter, mens den udvikler sig.

Producent

Auguste Clape, Cornas

Cornas er en lille appellation i Nord-Rhône, hvor der kun må bruges Syrah. Kraftige, stærkt animalske rødvine, der kræver nogen tids lagring før de viser deres fulde potentiale. Auguste Clape laver arketypisk Cornas, den bedste klassiske Cornas - et reference punkt i Nord Rhône.

Auguste Clape, tidligere borgmester i Cornas, begyndte at lave vin under eget navn i 1949 og har altid været regnet for en reference i appellationen. Familien har besiddelser i marker med meget gamle stokke. Arbejde i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner - modne druer høstet i hånden, vinificering uden afstilkning og uden tilsætning af gær, lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres - 1200 liters fade, som man kender dem fra Alsace.
Auguste Clape døde i 2018 - 93 år gammel - og domænet drives af sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989 og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.