Brunello di Montalcino Riserva, Le Potazzine
Rødvin

Brunello di Montalcino Riserva, Le Potazzine

100 % Sangiovese Grosso fra udvagte klaser. Hos Le Potazzine laver man Brunello Riserva i år, hvor der er nok drueklaser af exceptionel kvalitet. Det er sket i 2004, 2006 og 2011. Disse klaser høstes for sig selv og bliver til Riserva.
Vinificeret uden tilsætning af gær - lagret 60 mdr. på store fade (3.000 l.) og derefter et år på flaske.

Kompleks, intens og dyb vin med attraktive noter af kirsebær, jordbær, brombær, roser, abrikos, rosmarin, anis, ceder og lilje. Endnu ret ung men med kompleks og balanceret smag og en meget, meget lang eftersmag.

Sangiovese-vine er generelt mellemfyldige med ret høj syre og et medium tanninniveau. Det gør dem velegnede til fjerkræ, kalv og indmad - kødtyper, hvor smagen ikke må blive overdøvet, men som samtidig kræver lidt modstand af vinen for at matchet skal blive perfekt. 

Producent

Le Potazzine, Montalcino

Le Potazzine er et lille familiefirma, der begyndte at producere vin i slutningen af halvfemserne. Navnet hentyder til nogle lokale, livlige småfugle og det er også kælenavnet for de to døtre, der blev født omkring grundlæggelsen af ejendommen.

Gigliola Giannetti er indfødt i Montalcino. Hun startede sin karriere i vinverdenen hos Biondi Santi - den mest ikoniske og den originale producent af Brunello di Montalcino. Hun driver også en restaurant i byen og har arbejdet for Brunello-konsortiet inden hun købte de højtbeliggende marker, der i dag leverer druer til le Potazzines elegante Brunello'er. De to døtre Viola og Sofia er i dag voksne og involveret i arbejdet på gården.

Der dyrkes vin på 5 ha - 3 ha - Le Prata er en sydøstvendt mark i ca 500 moh - ligger lige uden for døren og La Torre, en sydvestvendt mark beliggende i den sydlige del af Montalcino ca 320 moh. Der dyrkes økologisk, dog uden certificering, og vinifikationen foregår naturligt uden tilsætning af gær. Vinifikation og lagring foregår på stål og store fade af slavonsk eg. Vinifikationsrummet ligger på ejendommen lige ved Prata-marken og lagringskælderen ligger lige under vinifikationsrummet, så al vinen kan flyttes vha tyngdekraften uden brug af pumper.

Den eneste drue er Sangiovese Grosso og alle marker ligger inden for Brunello-appellationen. Naturlighed i mark og kælder og så frisk et udtryk som muligt - dette er Sangiovese i sin reneste og mest elegante version.