Pinot Gris Reserve, Albert Boxler
Lavet på 100 % Pinot Gris fra en af Alsaces bedste producenter. Druerne kommer fra yngre stokke på Grand Cru'erne Brand og Heimbourg samt fra en parcel med meget gamle stokke på granit i Niedermorschwihr. Høstet med ekstremt lavt udbytte og vinificeret på store foudres - heraf 10 % nye. Ingen tilsætning af gær og lagret 11 måneder sur lie uden omstikning inden flaskning.
Flot intensitet og duft af honning, fersken, abrikos og appelsin. Vinen har en let sødme - 10 g/ - som er fint balanceret af et godt syreniveau.
Vinen har ikke sødme nok til at kunne bruges som dessertvin, men er rigtig velegnet til foie gras terrine med sødt tilbehør, dejlig til salte ting som charcuteri. Passer også rigtig fint til modne oste - faktisk er denne type hvidvin med let sødme det bedste til at klare mange forskellige oste. Er man glad for stærk asiatisk mad er let sødme i vinen også det helt rigtige. Vil udvikle sig flot minimum 10 år efter høståret.
Albert Boxler, Alsace
"If you're looking for great dry Rieslings of the world, you can't go past Domaine Albert Boxler, and there are unlikely to be better Rieslings on granite soils anywhere."
- Stephan Reinhardt, The Wine Advocate
Albert Boxler er et af stjernenavnene i Alsace. Jean Boxler er ved roret og kvaliteten har aldrig været bedre fra denne fornemme adresse. Repræsenteret på talrige Michelin-stjernerestauranter. Alle førende vinbøger, vinguider etc. har A. Boxler blandt de 10 bedste producenter. Fyldige, eksotiske og meget charmerende vine, meget flotte til moderne spicy køkken og ost.
Produktionen, fra skråningerne omkring den lille by Niedermorschwihr i det centrale Alsace, er meget lille. Udbyttet er lavt, ca. 40 hl/ha. Der høstes sent, hvilket giver meget koncentrerede og frugtrige vine med en generel koncentreret karakter, fine elementer af citrusfrugt og en fin frugtsyre, der giver vinen en god balance.
Grand Cru Sommerberg og Brand er gode eksempler på den markante terroir-forskel, der kan være i de gode markvine fra Alsace. Sommerberg elegant, aristokratisk, med mineralske undertoner. Brand har mere body og floral karakter.
Boxler ejer næsten hele Grand Cru Sommerberg og laver hvert år en række forskellige aftapninger fra denne mark, hvoraf særligt den sjældne "lot E" må regnes som en alvorlig kandidat til bedste Riesling fra Frankrig. Der arbejdes med håndkraft på de stejle skråninger og man bruger ingen kemikalier eller andre fiksfakserier. Boxler dyrker i realiteten økologisk/biodynamisk, men er ikke certificerede.