Bourgogne Blanc Vierge Romaine, Gramont
En ægte mini-Puligny! Ren Chardonnay fra marker omkring Puligny-Montrachet - rent faktisk er det fra marken Houlières, der delvist er klassificeret Puligny og delvist almindelig Bourgogne. 6 mdrs. fadlagring på blanding af nye og ældre fade.
Fin næse med elementer af ristet toast og fersken/citrus-frugt. I munden er vinen mellemfyldig med fin syre og en ret lang eftersmag. Meget klassisk hvid Bourgogne!
Vine som denne, med fadlagring og fuld malolaktisk gæring, passer godt til det klassiske, franske køkken med fisk og skaldyr og smørbaserede saucer. Idéel til smørstegt, hvid fisk, men passer også rigtig godt til kammusling eller hummer. Med sin pæne fylde passer Bourgogne også godt til stegt kylling og til karaktérfulde komælksoste.
Machard de Gramont, Bourgogne
Machard de Gramont er en familieejendom i Premeaux-Prissey ved Nuits St. Georges i Bourgogne med en bred vifte af marker i Côte de Nuits og Côte de Beaune.
Domainet er grundlagt i 1983 af Armaud i samarbejde sønnerne Alban og Alexis. De har gjort et stort stykke arbejde for at reetablere gamle vinmarker på skråninger der ellers var opgivet efter phylloxera og to verdenskrige.
De ejer i dag 20 ha - meget af det med gamle vinstokke; nogle steder plantet helt tilbage i 1914, men ellers med en gennemsnitlig alder på 30 år.
Alt høstes i hånden og gærer naturligt - i mange årgange med 20-30% hele klaser. Vinen modnes på en blanding af fransk og amerikansk eg - 10-25% nyt eg. Flaskes ufiltreret
Man har taget en beslutning om at vinene skal være til at betale for almindelige mennesker og derfor har vinene fra Gramont ikke fået så voldsomme prisstigninger som vi ellers har set i Bourgogne.
Måske er det derfor, de går lidt under radaren - de billige vine forbindes ikke med prestige og høj kvalitet. Det sidste kunne ikke være mere forkert; vinene er rene og præcise. De smager som man kan drømme om at Bourgogne skal smage. Og så leverer de sikkert hver gang - mange vine fra Bourgogne har kedelige perioder hvor de er lukkede og stramme. Det oplever vi meget sjældent hos Gramont. Tidligere kunne vinene være en smule rustikke men i dag er kvaliteten bedre end nogensinde!