Coteaux Bourguignon Terre de Sienne 2020, Domaine Dame Jeanne
Lavet på Pinot Noir med en smule Gamay fra marker i det allernordligste Bourgogne på grænsen til Champagne. Markerne dyrkes biodynamisk men der er ikke opnået certifikation endnu. Gæret naturligt med 50 % afstilkning og lagret på stål. Flasket uden klaring, filtrering eller svovl. Let vin med aroma af røde bær og friske krydderurter. Kølig, frisk og elegant - drikkevenlig med en ret lang eftersmag. Til retter med fjerkræ, fuglevildt eller vintergrøntsager.
Domaine Dame Jeanne, Bourgogne
Jeanne Piollot har bobler i blodet. Hun laver Champagne med sin far på Champagne Piollot Père et Fille og med sin mor på Champagne Marie Courtin. Begge Champagne-huse er et familieforetagende, hvor alle hjælper hinanden, så derfor var det naturligt, at Jeanne også skulle have sit eget vinhus. Piollot og Courtin ligger i Côte de Bars i det sydligste Champagne - tættere på Bourgogne end på Reims eller Epernay.
Med de stigende priser på vinmarker i Champagne har Jeanne Piollot etableret sig med marker nogle få km syd for hjembyen Polisot i Molesme, der hører til Bourgogne og er det hotte område for Champagne-producenter at købe jord.
Lige som forældrenes vine, så laves alt her så bæredygtigt som muligt - der er 2,3 ha beplantet med Pinot Noir, Chardonnay og Gamay. Der dyrkes økologisk og alt arbejde udføres i hånden.
Domainets navn er et ordspil på damejeanne, der betyder demi-john eller på dansk; glasballon. Dame Jeanne er også en fornem titel for Jeanne (Piollot).