Sauvignon Blanc, Chateau la Grave
100 % Sauvignon Blanc fra lerholdig jord i den nordlige del af ejendommen. Lerholdig jord holder godt på vandet og giver køligere vine med en frisk syre. Gæret ved lav temperatur for at give mest mulig friskhed.
Vinen har en herlig Sauvignon-karaktér af citrus, nyslået græs og stikkelsbær. Frisk og rensende smag med balanceret syre og en fin lille eftersmag. Man får rigtig meget for pengene!
Velegnet som aperitif-vin og til lettere retter med fisk og skaldyr. Prøv den fx til en klassisk Ceviche; rå fisk eller skaldyr lynmarineret i masser af limesaft og krydret med koriander, frisk chili og sprøde grøntsager efter smag.
Domaine La Grave, Languedoc
Vi blev gjort opmærksomme på ejendommen af vores gode leverandør Jean-Louis Denois, da vi efterspurgte vine af høj kvalitet og til fornuftig pris. La Grave skuffede bestemt ikke; selv blandt deres billigste vine oplevede vi en renhed, balance og intensitet, man ellers normalt skal betale en del mere for.