Medium Sherry - Jerez de la Frontera - Singular Botas 37,5 cl. - Diatomists
Hedvin

Medium Sherry - Jerez de la Frontera - Singular Botas 37,5 cl. - Diatomists

Medium Sherry - den type der lidt nedsættende kaldes for 'mormor-sherry' - i betydningen gammeldags og ude af mode. De halvtørre til halvsøde sherry-typer Medium, Cream og Pale Cream kaldes også for eksport-typer - det er sherry til massemarkedet. Netop derfor skal det også være så billigt som muligt. Medium og Cream laves ved at blande Oloroso-sherry med den søde og fede PX-sherry. Og da al den grundvin til tørre sherryer der ikke er så høj kvalitet, altid kan forstærkes til 19% og laves til en Oloroso, så er det ofte denne ringe kvalitet der er grundmaterialet til denne type.

Ikke hos Diatomists. De ville egentlig heller ikke have sådan en sherry i deres sortiment men de smagte en hos en Almacenista, som var helt forrygende. Nu laver de den med Oloroso af højeste kvalitet fra en mere end 100 år gammel Solera hvor den tappede vin har en gennemsnitsalder på 15 år. Den blander de med den Singular Botas PX, de også sælger, i forholdet 90% Oloroso og 10% PX hvorefter de lagrer den blandede vin i 4-5 år. Har et restsukkerindhold på 80 g/l.

Resultatet er enestående - en ren og frisk Medium med aroma af bitter orange og krydderkage. I munden er vinen fløjlsblød men svævende frisk og ender i en lang, kompleks eftersmag med tørret abrikos, valnødder, let karamel og orangeblomst. 

Til desserter og kage med nødder - særligt hasselnødder og valnødder - til lettere desserter med chokolade, til blåskimmeloste samt til foie gras, terriner og postejer. Eller bare som et hyggeglas for sig selv!

Producent

Diatomists, Jerez

Diatom er en enkeltcellet type tang der skaber en glasvæg af silica omkring sig. For 5 millioner år siden lå vinområdet Jerez under havet og den høje koncentration af fossilerede diatomer har skabt den berømte Albariza-jordbund der er forudsætningen for den kvaliteten af vinene fra Jerez.

Jerez var et af de første områder i Spanien der knyttede specifikke marker til kvaliteten i vinene. Men i løbet af det 20. århundrede skiftede fokus i området til den enkelte bodega og solera-systemet. Påstanden var, at man ikke kunne smage druesort og oprindelse efter lagring på fad.

I dag begynder man at se anderledes på det. Yngre vinproducenter vil vise terroiret i de produkter, de laver.

Det er dog stadig sådan at halvdelen af alt frugt der høstet i Jerez købes fra små druedyrkere af syv kooperativer til en fast (lav) pris. Eneste krav til frugten er et vist modenhedsniveau. Så der er absolut intet incitament for at lave frugt af høj kvalitet. De marker, de store brands selv ejer, gøres der ikke meget mere ud af. Det gælder om at holde prisen lav og dårlig frugtkvalitet kan maskeres af arbejdet i bodegaen og modningen af vinene i et solera-system.

For i 1980'erne begyndte en lang nedtur for Sherry. Hvor de tidligere havde voksende markeder, gik salget pludselig den forkerte vej og mange bodegaer måtte lukke. Derfor er konkurrencen i dag først og fremmest på pris.

Nogle druedyrkere er dog begyndt at se høj kvalitet som en vej ud af krisen. Et stort skifte kom med Equipo Navazos - en gruppe venner hvis hobby det var at tage rundt i kældrene i området og smage på enkelte fade (botas). De lavede en forretning ved at flaske udvalgte botas. Deres arbejde har gjort enormt meget for igen at få vinverdenens øjne op for Sherry.

Det har bl.a. fået flere til at satse på høj kvalitet og på at nogle marker (pagos) naturligvis leverer bedre frugt end andre.

Diatomists er tre venner med mange års erfaring fra vinverdenen der vil have sherry der er frisk, floral og frugtig. Deres florlagrede vine er fra enkeltmarker eller 'villages' mens deres oxidative vine er enkelt-bota-vine der er udvalgt for netop denne stil. 

Vi er begejstrede - et firma fuld af sherry-elskere - og dette er noget af det allerbedste, vi har smagt. At det så kommer fra folk, vi deler holdninger og filosofi med, folk der både interesserer sig for kvalitet men også for bæredygtighed, gør os kun endnu mere begejstrede.

Som de selv siger: "The solera system put the region on the map, we are here to prove that unique exceptional soil produces unique exceptional wine"