Leonie Anjou Demi-Sec 2023, Château du Breuil
Lavet på 100% Chenin Blanc høstet sent - sorteret ved høst; ingen botrytiserede druer men en del meget modne druer. Presset meget langsomt og gæret naturligt på ståltank. Gæringen er stoppet ved nedkøling og en lav dose svovl. Vinen har efter gæring ligget 5 måneder med gæringsrester.
Fin gyldengrøn farve og duft af friske frugter - fersken, ananas, rødt æble. Halvtør (16 g/l) med sprød frugtighed og frisk syre. Flot balanceret og smager næsten ikke sødt - men der er en lille sødme der kan bruges i forhold til mad.
Genial vin til spicy retter eller retter med skaldyr som jomfruhummer. Perfekt til de fleste oste og kan også serveres til fx en frugttærte.
Château du Breuil, Loire
Château du Breuil er bygget i 1822 på højre bred af floden Layons - en biflod til Loire. Her har man dyrket Chenin Blanc siden det niende århundrede og lavet nogle af verdens største tørre og søde hvidvine.
Beliggenheden ca 20 minutter syd for Angers giver et klima midt mellem kyst og kontinentalklima. Det giver perfekte forhold i sensommeren med morgentåge og sol om dagen for ædel råddenskab der skaber store, søde vine i Coteaux de Layon, Bonnezeaux og Quartz de Chaume.
I 2006 blev Château du Breuil købt af forretningsmanden og vinelskeren Michel Petitbois der ønsker også at fokusere på de tørre vine - blandt slottets besiddelser er da også 2 ha vinmark i den berømte appellation Savennières med fantastisk beliggenhed.
Efter overtagelsen er bygninger, kælder og ikke mindst marker renoveret. En del er blevet revet op og genplantet og resten blev omlagt til økologisk dyrkning. Michel Petitbois har også tilkøbt marker så slottet i dag driver i alt 33 ha vinmark i appellationerne Anjou, Savennières, Coteaux du Layon, Coteaux du Layon Beaulieu, Crémant de Loire og Rosé d’Anjou.
Petitbois har sammensat et superhold på Château du Breuil under ledelse af David Vigan, der er født i Angers og har haft en karriere som sommelier på michelin-restauranter i Saumur, Paris og Schweiz.
Slottet drives økologisk og arbejder med bæredygtige og regenerative metoder.