Pinot Noir Abscirrus, Aux Mages
Rødvin

Pinot Noir Abscirrus, Aux Mages

Pinot Noir fra Californiens nok mest feterede område for Pinot dyrkning. Frugten kommer fra toppen af en meget stejl Mark med direkte eksponering for de kolde havvinde, der skyller ned over skråningen. Plukket om natten, fodtrampet og dernæst macereret meget nænsomt over et par uger.

Kun den fritløbende væske efter endt maceration har fået lov at indgå i den endelige vin. Alt dette for at bibevare den reneste kølige frugt uden unødigt udtræk. Jeg vil lade vinen tale sit eget sprog, men tænk elegance og intensitet, som nøgleordene for denne cuvée. 

Producent

Aux Mages, Santa Barbara

Danske Emil Skytte startede egentlig med et kinesisk-studie på Aarhus Universitet, men en brændende interesse for vin fik ham til også at tage WSET's Advanced Certificate for at få det teoretiske på plads og få mulighed for at smage meget forskellig vin på en struktureret måde.

Arbejde hos de bedste

Det førte til småjobs i den aarhusianske vinhandel, men på en tur til Italien fik Emil pludselig mulighed for at arbejde hos nogle af de bedste i Barolo, og så tog tingene fart. Arbejde hos Pete Gygax på Cascina Ebreo hos Mauro Veglio og hos Silvia Altare på Elio Altare førte videre til den dybt spirituelle og biodynamiske Elisabeta Foradori i Trentino. Muligheden for selv at lave vin blev en realitet hos naturvinsproducenten Ryan Roark på Roark Wine Company, hvor Emil fik mulighed for at producere sin egen vin.

Produktionen trækker på erfaringer fra alle de passionerede mennesker, Emil har mødt i vinens verden. For dem alle er vin mere end et nydelsesmiddel - det er en måde at udtrykke sig på, en måde at formidle naturen og en fortolkning af det sted, der har leveret druerne.