Suncrusher Grenache-Mourvedre 2023, Faux Pas
Rødvin

Suncrusher Grenache-Mourvedre 2023, Faux Pas

Emil Skyttes egne ord:
Hvordan indkapsler man solskin på flaske? Det satte vi os for at afsøge i starten af høsten ‘23. Basen for vinen består af en økologisk dyrket Grenache med ekstremt lave udbytter, som vi har vinificeret med semi carbonisk maceration, for at give et floralt løft i aromatikken og ultimativ saftighed.

For at give vinen en anelse mere struktur og dybde, blandede vi den med en nænsomt macereret Mourvedre, der lige akkurat indrammer saftigheden og løfter den langt over din traditionelle - dejlige, men også anonyme “vin de soif”, der drikkes rundt omkring i de hippe kvarterer.

Suncrusher er mit forsøg på et solskins fix i flaskeform. Det første du rækker ud efter ved kanten af poolen, såvel som de mørkere timer i akut D-vitamin mangel.

En øjeblikkelig glædesindsprøjtning!

Prøv den i det nye Zalto Balance glas

Producent

Aux Mages, Santa Barbara

Danske Emil Skytte startede egentlig med et kinesisk-studie på Aarhus Universitet, men en brændende interesse for vin fik ham til også at tage WSET's Advanced Certificate for at få det teoretiske på plads og få mulighed for at smage meget forskellig vin på en struktureret måde.

Arbejde hos de bedste

Det førte til småjobs i den aarhusianske vinhandel, men på en tur til Italien fik Emil pludselig mulighed for at arbejde hos nogle af de bedste i Barolo, og så tog tingene fart. Arbejde hos Pete Gygax på Cascina Ebreo hos Mauro Veglio og hos Silvia Altare på Elio Altare førte videre til den dybt spirituelle og biodynamiske Elisabeta Foradori i Trentino. Muligheden for selv at lave vin blev en realitet hos naturvinsproducenten Ryan Roark på Roark Wine Company, hvor Emil fik mulighed for at producere sin egen vin.

Produktionen trækker på erfaringer fra alle de passionerede mennesker, Emil har mødt i vinens verden. For dem alle er vin mere end et nydelsesmiddel - det er en måde at udtrykke sig på, en måde at formidle naturen og en fortolkning af det sted, der har leveret druerne.