Barbaresco Rabaja-Bas, Cascina Luisin
Ren Nebbiolo fra Rabaja-Bas der ligger lige ved selve Cascina Luisin. Rabaja-Bas er en nordlig forlængelse af den berømte mark Rabaja men de to marker rører faktisk ikke ved hinanden - de er adskilt af Muncagota. Rabaja-Bas er ikke så berømt og beskrevet fordi der ikke er så mange, der laver den. En stor del ejes af Castello di Verduno der indtil nu har været den eneste producent, der skrev marknavnet på etiketten.
Rabaja-Bas har relativt køligt mesoklima og derfor får vinen også et elegant og køligt udtryk. Til gengæld er den fra gamle stokke hvilket giver en større intensitet i smag og aroma.
Ekstremt lys orange-rød i farven - aromaerne er kamfer, mynte, balsamico, trøffel, roser og tørrede urter. Elegant og let i stilen men med masser af muskler - den er genial til mad og har en lang eftersmag.
Cascina Luisin, Barbaresco
Cascina Luisin er grundlagt i 1913 af Luigi Minuto (Luisin betyder "lille Luigi") og ejendommen har været i familiens eje siden da. I dag drives det af Luigis oldebarn Roberto. Ejendommen består af 8 ha vinmark med besiddelser i bl.a. Rabaja og Asili. Nebbiolo er den dominerende druesort, men der dyrkes også Barbera, Dolceto og Arneis. Alt i alt laves der bare ca 30.000 flasker om året!
Produktionen af Nebbiolo er ultra-traditionel efter nogle forsøg med mere moderne metoder. Bl.a. indkøbte man en rotorfermentator, der i dag bruges til Barbera og Dolcetto - ikke til Nebbiolo. Maceration og gæring (ca 3 uger) foregår på cement, mens malolaktisk gæring og modning foregår på store fade, hhv. 20 50 hl, af slavonsk eg.
Gæring foregår naturligt, dvs uden tilsætning af gær, der filtreres eller klares ikke ved flaskning og markerne dyrkes meget tæt på økologisk.
Resultatet er rødfrugtede og rene vine med fantastisk parfume og finesse, der udtrykker deres respektive terroirs - simpelt hen præcis, hvad man søger efter i Barbaresco.