Champagne Heritage Brut, Champagne Brice
Heritage er basis-Champagnen fra Brice. Lavet på 70% Pinot Noir og 30% Chardonnay. Frugten kommer hovedsageligt fra marker i Grand Cru Bouzy suppleret med frugt fra Loche-sur-Ouche i Aube i det sydlige Champagne. Vinen er gæret på stål og suppleret med 20-30% reserve-vin der har modnet på fad. Malo blokeres og efter to års lagring sur lie på flaske tilsættes en dosage på ca 5 g/l ved degorgement.
Fine aromaer af blomster, citrus og ristet brød. Blød mousse, frisk syre - relativt fyldig med let bitter afslutning. Dejlig Champagne.
Til aperitif og til retter med fisk eller skaldyr.
Champagne Brice
"These are expressive wines, shaped by the radiant character of their sun-drenched vineyard sites, and they serve as a dependable choice on restaurant wine lists. However, this is merely the beginning. With continuous refinements introduced by the new team, the most interesting results are yet to come." - Wine Advocate 2025
Da den første folketælling laves i Bouzy i 1684 var der ca 30 indbyggere fordelt på ti familier - alle ti familier er direkte forfædre til familien Brice.
En stor del af familiens marker havde ligget ubeplantede hen efter phylloxera, da René Brice i 1945 begynder genbeplantningen og flasker de første champagner under Brice-navnet. I 1994 bliver Brice registreret som negociant og får altså tilladelse til at bruge indkøbt frugt.
I dag drives Champagne Brice af brødrene Remi og Jean-René. Hovedparten af druerne til produktionen stammer fra egne besiddelser på exceptionelle marker i Grand Cru Bouzy. Planterne er selection massale fra egne marker og gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 45 år. Man benytter også Pinot Meunier fra 1. cru Chigny-les-Roses - fra marker ejet af Jean-Renés svigerfamilie - og så købte brødrenes far i 1980 2 ha Pinot Noir og 0,5 ha Chardonnay i Aube i det sydligste Champagne.
Siden 2020 har man arbejdet hen mod økologisk certificering og i 2023 er markerne i Bouzy fuld certificerede mens markerne i Aube er det i 2025. Markarbejdet tages meget seriøst og udbyttet er sænket betragteligt i forhold til tidligere for større kvalitet og med fuld fenolisk modenhed.
Vinifikationen ledes siden 2019 af Christophe Constant der har været ønolog i Champagne i mere end 20 år. Der gæres både på stål samt på 228 liters og 350 liters brugte fade og nye fade på 228, 350 og 500 liter fra Tonnellerie D og Seguin Moreau. Alle vinene flaskes med en dosage på mellem 3 og 6 gram sukker og det svovles meget lidt.
Produktionen er på ca 100.000 flasker om året og alt sælges til toprestauranter og specialvinhandlere.
Ud over at lave fremragende Champagner er Brice også kendte for deres røde, stille Bouzy Rouge.