Barbaresco Cru smagekasse - 6 flasker topvin
Gå på opdagelse i de bedste marker i Barbaresco. Hele Barbaresco-regionen udgør knap 700 ha vinmark - ca en tredjedel af mere kendte Barolo. Barbaresco har altid stået lidt i skyggen af Barolo som en appellation med lidt lettere og billigere vine. Det er både rigtigt og forkert; vinene er lidt lettere - pga beliggenheden ved Tannaro-floden får markerne mere lys og kan høstes lidt tidligere. De lagres lidt kortere end Barolo og er hurtigere drikkemodne. Men der er ingen grund til at opfatte dem som mindreværdige i forhold til Barolo. Barbaresco er en lidt anden stil - foretrækker man elegance for tyngde er det værd at se mod Barbaresco. Barbaresco er transparente - både bogstaveligt; de er lyse i farven, men også metaforisk. Man smager næsten tydeligere markudtryk og årgang i en Barbaresco end man gør i de noget tungere Baroloer.
Fra 2007 er der indført en række MGA'ere, dvs officielle marknavne, der må skrives på etiketten. Disse 66 marker omtales normalt som Cru'er og der er naturligvis et hieraki blandt disse. Uanset, hvem man spørger, så hører Asili og Rabaja med helt i toppen af hierakiet - nogen vil endda sige, de er de to bedste. Montestefano hører også til i toppen - faktisk nævner magasinet Decanter netop disse tre; Asili, Rabaja og Montestefano som de bedste i en artikel fra 2021.
Asili:
14 ha beliggende 200-270 moh med kompleks jordbund med sand og ler. Giver finesserige og intense vine - det tætteste man kommer på Barolo i Barbaresco.
Rabaja:
20 ha og nabomark til Asili. Mere kalkholdig jordbund giver elegante og intense vine med stort lagringspotentiale.
Montestefano:
En af de stejleste marker i Barbaresco. Giver kraftige vine med muskler og en fast tanninstruktur.
Rombone:
Rombone giver kraftige vine med stor dybde.
Rabaja-Bas:
Ligger i forlængelse af Rabaja. Har et køligere mesoklima og vinene bliver også køligere i udtrykket end vinene fra Rabaja. Luisins besiddelse er med meget gamle vinstokke, der så til gengæld giver vinen en større intensitet.
Cavanna:
Marken er skrånende vest-sydvest og jordbunden er blanding af ler, silt og sand, der giver aromatiske og mineralske vine.
Cascina Luisin, Luigi Giordano og Luigi Oddero er alle traditionelle producenter bruger lang macerationstid og lagrer på store, gamle botti der ikke afgiver nogen ege-aroma eller smag. De arbejder uden kemi i marken og gærer deres vine naturligt. Cascina Luisin regnes for en topproducent i Barbaresco. Deres vine er ekstremt lyse i farven og har en forførende elegance der ikke går på kompromis med intensiteten. Luigi Giordano er ikke lige så kendt et navn, men vi er meget begejstrede med kvaliteten i de autentiske vine og vores smil bliver ikke mindre når vi ser på prisen for vinene. Luigi Oddero er først og fremmest Barolo-producent og har kun besiddelser i Rombone-marken i Barbaresco. Det er heller ikke det dårligste sted - når det nu skal være - og så bliver det ikke mindre fint af at vinmageren hos Luigi Oddero hedder Francesco Versio. Francesco har selv en lille ejendom i Barbaresco og regnes for en af de ypperste producenter her. Hans produktion er dog så lille at han ikke kan leve af den alene - men hans kendskab til Barbaresco og fornemmelse for disse vine er helt i top.
Barbaresco smagekasse med 6 flasker
- 1 fl. Barbaresco Montestefano 2020, Luigi Giordano
- 1 fl. Barbaresco Asili 2020, Luigi Giordano
- 1 fl. Barbaresco Cavanna 2020, Luigi Giordano
- 1 fl. Barbaresco Asili 2020, Cascina Luisin
- 1 fl. Barbaresco Rabaja-Bas 2020, Cascina Luisin
- 1 fl. Barbaresco Rombone 2019, Figli Luigi Oddero