Sådan vælger du det rigtige Zalto-glas

Af Troels Bendix, Bichel Vine
zalto_produktion
Der bliver ofte sat spørgsmålstegn ved glassets betydning for oplevelsen af en vin; betyder det virkelig noget, hvad man drikker vinen af. Er det ikke bare salgsgas og kunstig behovsskabelse?

Både ja og nej - en stor vin serveret i et vandglas eller et dårligt vinglas mister storheden, fordi duften bliver ufokuseret. På den anden side kan man stille spørgsmålstegn ved, om det virkelig er nødvendigt at have 20-30 forskellige glas i sin samling.

Man kan bedst sammenligne glassets betydning for vinoplevelsen med musikanlæggets betydning for musikoplevelsen. Det er to forskellige verdener at lytte til musik fra en højttaleren i en billig telefon og at lytte til det på et state of the art anlæg til halv million kroner eller mere. Den billige udgave kan være fin nok, hvis man bare vil synge med på en popsang, mens stor musik først rigtig folder sig ud, hvis det bliver spillet på et anlæg, der får nuancer og betoninger frem.

En stor forskel mellem vin og musikverdenen er dog, at mens et top musikanlæg koster minimum titusindvis af kroner, så koster de ultimative vinglas ikke mere end en god flaske vin eller to. De vil som minimum gøre selv oplevelsen af en standardvin fra supermarkedet til en større fornøjelse, og drikker man jævnligt vin til 100 kroner eller mere, snyder man sig selv, hvis man ikke overvejer, hvad vinen skal drikkes af.

Vi er faldet for glassene fra Zalto - de viser vinen klart og præcist, de folder aromaerne ud i komplekse vine og de fokuserer friskheden og frugten i unge vine. Desuden gør glassenes lethed, papirtynde struktur og elegante design det til en stor oplevelse at drikke vin af dem.

De laver ikke så mange forskellige typer glas, men alligevel så mange, at man godt kan komme i tvivl om, hvad man skal vælge til en bestemt vin. Derfor har vi lavet en lille glas-guide.

For mange vil det være et spørgsmål om æstetik, om man foretrækker det helt brede Bourgogneglas eller det knap så brede Bordeauxglas til de bedre rødvine. Uanset om man foretrækker det ene eller det andet, så fremhæver begge glas vinen på flot vis. Lytter man både til jazz og klassisk, kan man også argumentere for at man burde bruge to forskellige forstærkere, men har man noget seriøst grej, så går det aldrig helt galt.

Guide til Zaltos vinglas

Som tommelfingerregel kan man sige, at en vin der er frugtig og enkel i udtrykket skal serveres i et relativt smalt glas, mens vine, der er mere komplekse og har noget alder skal i et glas med større bredde.

Champagne- og dessertvinsglasset

Champagneglasset og dessertvinsglasset giver næsten sig selv, så dem vil vi ikke gå i detaljer med. Det skal dog nævnes, at mange godt kan lide dessertvinsglasset til lidt ældre vintage-Champagner.

Hvidvinsglasset

Det siger sig selv, at glasset er til hvidvin, men først og fremmest er det til unge, frugtige vine - både røde og hvide. Enkle vine på Sauvignon Blanc, Riesling, Pinot Grigio, Verdejo, Albarino, Muscat osv. men også rødvine som enkle vine på Sangiovese, Barbera, Grenache, Gamay og Zweigelt. De fleste rosévine vil være gode i hvidvinsglasset. Hos Bichel drikker vi gerne stor Champagne af hvidvinsglasset.

Universalglasset

Nok det mest ikoniske glas fra Zalto, og det glas der har den bredeste anvendelighed; de fleste vin vil være bedre i Zaltos universalglas end i de fleste andre vinglas. Det egner sig særligt til mellemfyldige vine med et overvejende frugtigt udtryk. På hvidvinssiden kunne det være Chardonnay (Bourgogne op til Villages), Grüner Veltliner, stor Riesling, Pouilly-Fumé, Grand Cru Alsace, hvid Loire (Chenin Blanc) og hvid Rhône. For rødvine er det Chianti, almindelig Côtes du Rhône (+ Luberon, Ventoux osv.), Barbera d'Alba, Rioja Joven og oversøisk Merlot.

Bordeauxglasset

Her bliver det lidt mere seriøst. Glasset er selvfølgelig beregnet til Bordeaux og passer perfekt til både højre og venstre bred, men generelt kan man sige, at de fleste rødvine i prislejet fra ca 120 kr. vil være gode i Zaltos Bordeauxglas. Perfekt til Brunello, Chianti Classico Riserva, Ribera del Duero, Rioja, Syrah fra Nord-Rhône og Barossa, Cabernet fra fx Napa eller Coonawarra, men det passer også til gammel Grosses Gewächs Riesling, gammel Smaragd Grüner Veltliner, Chablis 1. cru med alder samt Condrieu.

Bourgogneglasset

Det mest imponerende glas fra Zalto. Glassets brede bund hjælper til at fremhøve fine nuancer i udviklede vine - særlig på Pinot Noir og Nebbiolo. Det vil sige, at moden rød Bourgogne, Barolo og Barbaresco bør drikkes af dette glas, men det passer også til modne store vine på tyndskallede druer som fx Châteauneuf-du-Pape. På hvidvinssiden er glasset perfekt til moden hvid Bourgogne på Grand Cru og 1. cru niveau.

zalto_full_width

Dyre vinglas er den billigste genvej til bedre vin

Der er ikke mange virksomheder, der har så kompromiløs en tilgang til sin produktion som Zalto. Glassene er kendt og elsket af vinentusiaster overalt og stadig er det østrigske firma fastlåst på mundblæste krystalglas af én kvalitet - kun den bedste. Zaltos vinglas er skabt til at optimere præsentationen af hver enkelt vin. Ikke bare dyre og fine vine, men alle vine!